Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/51

Denne side er blevet korrekturlæst

41

vendt Ryggen hen mod Sangeren og Gruppen omkring ham. Først havde den gamle Apotheker gjort Mine til at ville høre efter Sangen, men Kaptejnen havde ladet, som han slet ikke forstod det, og havde opvartet den gamle Herre med saa pikante eller komisk-kyniske Kjærlighedshistorier fra Krigen 1864, at han ganske havde fanget Gubbens Øre, saa han glemte baade sit Selskab, Sang og Musik.

Brinckmann blev mere bedrøvet end vred. Hvor kunde dog Nogen være saa ond og raa? Hvor kunde Nogen ville gjøre ham Fortræd? Han mente jo alle Mennesker det saa godt. Ja, det var det klareste Bevis paa den Syndighedsmasse, Verden rummer! Han hævnede sig paa den ædleste Maade ved hurtig at bede en indvendig Bøn for sin Fjende, Kaptejn Frick, det eneste Menneske, der vilde ham ondt, og det havde han først opdaget i Aften. Ellers kunde alle Mennesker jo saa godt lide Cand. theol. Sofus Brinckmann.

Dristigheden, Hensynsløsheden, ja endog Frækheden kan stundom imponere. Kaptejnen fik sit Publikum mellem de unge Damer. Der var jo kommet noget Ondt op i dem, fordi Brinckmann og Fanny havde baaret sig saa «taktlost» ad. For, da Selskabet var ved at skilles, bad Julie Spang Kaptejnen om at synge en Soldatervise.