34
at være stolt af sine Hænder. Hun holdt dem op i den fugtige Luft; hun saâ dem glinse som duggede hvide Rosenblade, alt mens Kandidaten talte aandeløs og uden Kapitelafdeling.
Han havde maaske en Fornemmelse af, at i hver Pavse, han gjorde, kunde der liste sig Noget ind mellem Fanny og ham. Ja, en Fornemmelse maatte det være! Hr. Kandidat Brinckmann havde virkelig ikke tænkt paa at fri til Fanny Pramman. Han var altfor lidt erfaren til at ane, at den Varme, der løb igjennem ham, at de Pulsslag; der lidt generende bankede i ham, at den Ilterhed, der drev ham til at snakke og snakke, havde Noget at gjøre med den Erotik og Lyrik, som han havde Munden saa fuld af.
Han snakkede altsaa:
Om Fanny kunde huske det gamle Hus med de tre stejle Granittrin paa Trappen, hvor Jernrækværket endte i to Messingkugler? Der, hvor hans Moder, Kammerjunkerinde Brinckmann boede? Om hun kunde huske den tætte Dagligstue med de tykke Tæpper og de brogede Porcelænskrukker paa Sekretæren og den alt gjennemtrængende Duft af Potpourri og Reseda? For hans Moder lagde altid Reseda i Linned- og Klædeskab. Ak, han, Sofus Brinckmann, var jo eneste Søn af Kammerjunker og Amtsforvalter Brinckmann, og han døde, da Sønnen var to Aar. Ja, Sofus Brinckmann var adelig født! Det var i Grunden knusende
