Det var Vismanns Mening at faa Fanny i Tale og med Kristen Povlsens Kone som For- bundsfælle overtale hende til at lade Falliten komme. Da kunde hun med sin Kapital maaske bringe Sagerne paa Fode igjen med Tiden, hvis hun vilde tage mod hans Hjælp.
Kjeøreturen foregik i Tavshed. Kristen Povlsen sagde af og til:
— Jeg kan se, De gransker over Tingene, Vismann! Og, naar De laver god Sikkerhed, saa har jeg 5000 iKroner tilovers til at spekulere med. Vismann har jeg Fidus til, forstaar sig, indenfor de behørige Grænser. Og det var godt, Trine, at Du sagde ,Leøgn” til dé to Tampe! Men ved andre Lejligheder skal Du tie stille, som der staar 1 Skrifterne.
XXIX.
Hvor var der rart og lunt i Fru Fannys gamle Stue paa første Sal i det gamle Apothek.
Vinden trommede plumpe Regndraaber mod Ruden og peb i Kakkelovnen, og Kakkelovnen buldrede med sit store Bøgetræs Brænde ad den lurvede Zigeuner der udenfor — den Land- og Markstryger, den Proletar, den Vagabond, den onde Vind!
