Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/365

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Portemonnaie og rakte Konen den. Konen saå paa hende med opspilede Øjne og stammede: | . — Men kan Fruen ogsaa? . . Savner Fruen ikke? . . eller jeg mener ... Vil Fruen ikke komme til, . at . ……? … — Jo, det kan nok være. Men den Tid den Sorg. . Fanny gjorde brat omkring. Hendes Slør viftede kjækt 1 Vinden som et Flag paa en Skude i frisk Kuling. Sikkert og clastisk gik hun hen ad Vejen. Hun havde faaet Magt over sig selv. Konen stirrede stadig efter hende, forbavset . som over noget Meningslost. — Det har. dog altid været nogle sære Folk, de deroppe paa det gamle Apothek, sagde hun.

XXVII.

Naar man er rigtig mattet af lange og mange Sjælekvaler, kommer Galgenhumoren som et livs- og nervevækkende elektrisk Stød. Fanny havde energisk tvunget sine Skridt ned i Jern- banegade, havde sagt til sig selv: Ogsaa denne Kalk skal tømmes, havde følt Reaktionens 'Træt-

S. Schandorph: Det gamle Apothek. 23