26
valteren til Nød faa Lov til … i al Fald var Kaptejn Frick jo ingen gift Mand.
Stemningen var ikke frembragt ved Aftale. Den kom ganske af sig selv. Kaptejn Frick følte Matheden og den ulmende Kritik; men, ligesom Følelsen blev ham bevidst, viste sig et nyt mandligt Fænomen paa Verandaen.
Brunt-krøllokket som en Kvinde, med brune brændende Øjne og Kinder med høj Farve, skjægløs, fedladen, noget for lille, men kjønt bygget, med korte, rødladne Hænder og firkantede Negle tonede den nye Tilsyneladelse frem.
Alle Pigeøjne får hen mod ham. Fanny Pramman klappede højt i sine smaa, fugtige Hænder, løftede Stokken som til Honnørhilsen og raabte:
— Leve Candidatus theologiæ Sofus Brinkmann og hans Laudabilis!
Fanny blev flov over sin egen Stemmes gjennemtrængende Magt, især da hun saâ Kaptejn Fricks lyse Øjne rettede paa sig. Det var, som om hun saâ to kolde, ubelyste Staalklinger, og som om de strax skar dybt ind i hendes levende Kjed.
Hun følte, at hun i et Øjebliks Hidsighed havde udstedt en ubetænksom Krigserklæring mod en farlig, en besindig Krigsmand. Hvorfor skulde ogsaa Kaptejn Frick paa en saa ækel
