333
og spændte sit Panser fast om sig. Bolberg sagde:
— Fruens ærede Bedstefader, Kancelliraaden, er desværre ikke rigtig vel, tror jeg.
— Vil De ikke tage Plads? sagde Fanny.
— Tusind Tak!
Den Maade, hvorpaa han lagde det ene Ben over det andet, stødte Fanny lige saa meget som hans distinkte Udtale af Ordene. Den laa lige midt imellem en belæst Bondes bogstavmæssige og en dannet Mands naturlige-orthoepiske Maade at tale paa. Hans bløde d’er vare især utaalelige. Fanny havde alle Nerver spændte som stramt stemte Violinstrænge. Alle hendes Sanser fungerede med sygelig Modtagelighed, saa hvert Indtryk fremkaldte en legemlig Smerte.
— Jeg er bange for, Frue, at Alderen er i Færd med at gjøre sin desværre uovervindelige Magt gjældende hos Hr. Kancelliraaden, og det ikke alene paa Legemet, men desværre endogsaa paa Sjælen.
— Kan Hr. Bolberg mærke det i hans Forretningsbestyrelse? spurgte Fanny.
— Der sagde Fruen Ordet. Det er fuldstændig korrekt. Ja netop paa det Gebet mærkes det. Og, afset fra den Smerte, som det volder mig, saa har jeg jo, da Kancelliraaden har gjort mig den Ære og vist mig den Tillid at gjøre mig til sin … ja, jeg tør vel nok sige
