317
— Det skal jeg nok ogsaa, naar Tiden kommer . . Men . . se … at … ad …
— Hvad?
— Itte Noget, Vismann, itte Noget! … Æ .…. og … aadde …. Hør, Vismann! tror De, Kvinden kan komme Noget til der oppe paa Apotheket? De’ maa De jo vide, for der stod De jo i Lære.
— Hvad skulde jeg vide om det?
— Nej, det forstaar sig. Men, naar De ikke véd Noget om det, hvor skulde jeg saa vide Noget om det, Vismann?
— Det er jo noget Sludder, Kristen Povlsen.
— Det siger jeg ikke Noget imod. Men V. er lige godt bleven en led By i den sidste Tid. Der er to rigtige Rottekatte i den By. Kjender De ikke nok ham, Kaptejnen . . hedder han ikke Friksen? Det skal vel være Fredriksen, kan jeg tænke.
Gamle Minder, som Vismann troede, at han var ude over, fik ham gjort lidt nervøs. Han var lige ved at sige: Den Æsel kjender jeg nok, men han beherskede sig til at sige:
— Jo — o — o, saa løselig.
— Ja . . Men se, han har rendt efter Kvinden i Mørke paa Gaderne. Jeg skal dog se at naa ham med en tjæret Piskesnært af den gamle Sort.
— Det kan han have godt af.
— Det mener jeg med . . Men saa er der
