Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/324

Denne side er blevet korrekturlæst

314

Fy for en Ulykke! Denne sjofelt møblerede Stue, hvor Billardet og de spillende Kræmmer- og Slagtersvende næppe lod Rørstolene, de smaa Borde og de toddydrikkende Borgere Plads til en tarvelig Udfoldning …. Nej, her er bedst hjemme. Og det uagtet jeg ikke har et Menneske at tale med undtagen Butiksdrengen og den døve Madam Kristiansen, som holder rent i Butik, Kontor og Portkammer.

Det gamle Apothek! . . Nej, nej, nej! Der kom jeg ind paa Noget, som … som … jeg ikke var født til! Der saâ jeg Ting, som gjorde mig fjollet. Der hørte jeg Skabedyr snakke om Ting, som de nu syntes, de skulde snakke om for en Ordens Skyld, men som .…. som . . de forstod lige saa lidt som jeg . . og Kaptajn Frick … Hej …. Butiksdøren gaar op . . Hvem er det? Naa, Kristen Povlsen fra Tersløv! Ja, han og jeg kan gjøre os forstaaelige for hinanden!

Ind traadte en nogle og halvtredsindstyveaarig alvorsfuld Gaardmand med Cigar i Munden. Han beholdt sin lave sorte Filthat paa, nikkede let og sagde: «God Dav, Vismann». Hilsenen blev besvaret nøjagtig i samme skjødesløse Tone: «God Dag, Kristen Povlsen».

Gaardmanden tog en Stol, slog Asken af Cigaren, spyttede langt hen i Krogen; mens Vismann afventende hans Ordre forholdt sig stille