Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/322

Denne side er blevet korrekturlæst

312

Der stod Bøgerne fra de gamle Dage, de, han havde kjøbt, mens han var en fin Cand. pharm. paa det gamle fine Apothek. De vare revnede i Ryggen og faldt efterhaanden fra hinanden. Noget tyndt Sejlgarn i Ryggen skinnede ud.

Vismann lo. Han syntes, hans Latter var harmløs. Men, da han hørte den, skjelnede han i den nogle Gran af Bitterhed efter Apothekervægt.

— Græde vil jeg, min S’æl, ikke! raabte Vismann.

Hans Øjne faldt paa hans Hænder. Røde og store havde de altid været; nu havde deres mange Ærinder i Krukker og Daaser, i Fade og Fjerdinger gjort dem endnu grimmere.

Det havde i sin Tid været hans Ønskers Maal at rumme Fanny Prammans lange, fine, spidst opløbende Hænder mellem … ha . . : ha … ha! . . Nu vilde hans Næve mase Kancelliraadens Datterdatters Haand, om hun gav ham den. Han lo end højere ved Tanken om, hvor dette Porcellænstøj vilde blive af, om han tog fat paa det.

Bøgerne! … Naa . . ja. Han havde mere Brug for nogle tyske-engelske, franske og Handelslexika end for Kierkegaard og Brandes.

Hans Øjnes Gang gik frem og tilbage mellem Handelsbogen og Reolen.

— Hvad skal et Skrog som jeg gjøre med