22
et stikkende Udtryk. Hudfarven var bleg, af den Art, der er meget modtagelig for Fregner i Ungdommen, men dem havde Ejermanden ikke mere, thi man kunde ikke kalde ham ung. De talrige smaa Rynker om Øjnene tydede paa et Stykke ind i Fyrrerne. Kroppen havde en mager, senestærk Karakter, Skuldrene vare lidt for høje til, at den opstaaende rødklappede Krave kom til sin Ret; men som Helhed gjorde Skikkelsen Indtryk baade af Mandighed og Intelligens.
Smilende under det store Overskjæg holdt han en kort Revue over de rødmende unge Piger, der stod med slapt nedhængende Ringspilsstokke som en lille Troppeafdeling med sænkede Sabler. Kaptejnen tog til Huen, slog Hælene sammen og spurgte med et bedende, klynkende Udtryk, der dannede en morsom Kontrast til Stemmens lidt hæse Basregister:
— Aa … maa je’nte lege med? hvad?
— Ne—j — raabte Julie Spang.
— Jo, kom De kun, Kaptejn Frick, overskreg Fanny hende.
— Uh, nej, lad os være fri, hviskede Julie Spang til Fanny og kneb hende i Armen, saa hun ømmede sig derved.
— Aa, — Du! — Du vil jo saa gjerne have ham med.
Kaptejnen stod stadig smilende paa Verandaen med de blanke hvide Knapper gnistrende i Solen.
