309
— Jeg gaar bare over og henter den Lille, saa bliver jeg hos Dem i Nat, Frue! sagde Kristen Povlsens Kone. — Jeg skal nok lave Kaffen, for det skal der til, naar man vaager over Lig.
To hulkende Mennesker kjørte hjem i Landaueren. Lægen sad i det ene Hjørne og aabnede kun Munden én Gang for at sige:
— Da jeg saâ Pastor Brinckmann første Gang for en Maanedstid siden, var det mig klart, at han var prædestineret. Det maatte ende saadan.
Kaptejn Frick sprang ud af Vognen ved Indkjørselen til Byen, efterat de havde kjørt Lægen hjem ad en lang Omvej. Han sagde næppe Farvel. Da han kom hjem, var hans Moder som sædvanlig oppe.
— Er der Noget i Vejen, Julius? spurgte hun, mens hun lindede paa Døren til hans Stue.
— Nej, Alt er brillant. Moder skulde gaa i Seng. God Nat!
Han kunde ikke sove, vred og vendte sig i Sengen.
— Har jeg brudt mig mere om hende end om alle de Andre? spurgte han sig selv over hundrede Gange og svarede sig selv lige saa Gange:
— Hvad kommer hun mig ved? Det er den stakkels Brinckmann, jeg sørger over. Ham
