303
helst have valgt Kaptejn Frick. Han var saa glad over i Morges at have fundet ham dernede i Fabriken, men — han saâ jo ud som Døden fra Lybek. Hvad Pokker stak Kaptejnen? Apothekeren blev gnaven paa Tilværelsen. Der var jo Ingen, der havde gjort eller sagt Noget. Alle var saa tvære. Det Vrøvlehoved af en Præst plejede jo ellers at lade Knebberen gaa som en Kjæp i et Hjul.
Uvilkaarlig gled hans Øjne over paa Sofus Brinckmann, alt mens han skammede sig over, at skulde søge Hjælp fra den Kant. Saâ den gamle Kancelliraad rigtig? Præsten var ligbleg, og Trækninger gik over hans Ansigt, mens hans Øjne blev gloende som en hvid Kanins.
Sofus Brinckman stønnede dumpt. Han rejste sig, klemte Haanden om Stoleryggen og sagde med en Røst som et tryglende Barns.
— Fanny, jeg er … jeg er saa syg!
Først nu saâ hans Hustru paa ham. Nu var han kobberrød i Ansigtet.
— Fanny . . følg mig ind! Jeg er meget syg, bad han næsten skrigende.
Fruen fôr op. Stolene skrabedes tilbage. Alle vilde gjøre Noget.
— Nej, Fanny! Kun Du … Kom! stønnede Brinckmann og slog med Haanden mat afværgende ud mod de Andre.
Mand og Hustru ilede ud af Spisestuen.
