302
skjønne, som Kaptejn Frick havde undervurderet, var allerede lige fra Bordets Begyndelse bleven vakt. Hun vejrede onde Dunster i Luften, mens endnu baade Apothekeren og Brinckmann troede den hellige Grav vel forvaret. Nu gjorde Pavsen en uhyggelig Virkning; nu viste Kaptejn Fricks Ansigt, at der var noget i Vejen, og det Fortvivlede var, at han mærkede det selv og forgjæves famlede efter at gribe sin flygtende Selvbeherskelse.
Hvad var dog Grunden til, at «den Tøs”» nu var bleven voxen? Kaptejnen havde været saa sikker paa, at hun aldrig kunde blive det i Samlivet med det store Barn, Sofus Brinckmann. Han havde endnu aldrig taget en selvstændig Livsudvikling med i sin Beregning, naar der var Tale om Kvinder, og hidtil havde hans Beregning altid slaaet til, syntes han.
Midt i Pavsen lød endelig Fru Kamps skingre Røst som et lille Maageskrig:
— Gud, Fanny, hvor Du er bleven familiær med Kaptejn Frick! Hvad siger De, Brinckmann?
Stilheden blev endnu stærkere efter Maageskriget. Gaflernes skurrende Lyd mod Tallerkenerne hørtes. Hvor faa Sekunder kan være lange og pinlige! Apothekeren kunde ikke begribe, hvad der var i Vejen. Han rømmede sig nogle Gange, tænkte paa en gemytlig Skaaltale, men kunde ikke finde paa dens Gjenstand. Han vilde
