301
„Le ciel fit l’eau pour Jean qui pleure,
Et fit le vin pour Jean qui rit“[1].
Kaptejnen snakkede rasende løs over Bordet til Præsten, men Fru Fanny lod sig ikke forstyrre og citerede Strofen lige til Enden, lo saa op og sagde:
— Aa, om Forladelse, Hr. Kaptejn! Jeg glemte rent, at De hader det stakkels franske Sprog … Bedste! Kan Du huske det fra gammel Tid?
Kaptejnen ligesom tyggede paa en Skraa af Forbitrelse. Han paakaldte det «Vidunderlige» for ud af dets Dyb at hente Vaaben til at slaa «det uforskammede Fruentimmers» Frækhed aldeles flad. Men det Vidunderlige viste sig ikke. Hans Livsmaximer: «Man skal altid være overlegen i Situationen», stillede sig op for ham med sin Fordring. Fordringen pinte hum; han kunde ikke faa den indlost, thi det kogte saaledes i ham, at han var bange for, at han vilde blive grov, hvis han sagde et Ord.
Der blev en Pavse. Fru Kamps Evne til at
- ↑ Hans. Vandbærer i Courtille, druknede sig en Aften af Sorg: en anden Hans, en ung rask Fyr, faldt om døddrukken en Morgen, og paa deres sidste Hvilested siger man, blev udhuggen følgende Indskrift: Himlen skabte Vandet for Hans, som græder, og Vinen for Hans, som lér (Dèsaugiers).
