21
som en Elfenbensplade, røbede sig i aldeles ubeskyttet Tilstand. Svigagtig havde vedkommende «Pantalon» endog unddraget det undseelige Knæ Blondens Kantning som sidste Skjærm.
— Gud! det var rædsomt! Det var Julie Spang, Toldforvalterens Datter.
Hun var oppe i lynende Fart, strøg med feberagtig Iver Klæderne ned om sig. Det var godt, der ingen Herrer var tilstede.
— Aa, hvad? mente Fanny og lo, og Koret faldt ind og fortsatte Latteren fortissime.
Legen tog atter sin Gang. Men nu samlede Julie Spang altid forsigtig Nederdelen sammen, naar hun satte i Løb.
Pludselig lød et stærkt Hvin fra en af de unge Piger. Alle Øjne vendte sig som paa en Sergents Kommando i samme Retning; det vil sige op mod Havestuetrappen. Dæmpede Lyd, Smaafnisen, eller hvad det nu var, fulgte paa, men hendøde brat som Vindpust, fangede af et Buskads’s tætte Hang. De unge Piger saâ op og ned ad sig, glattede, rettede, slog og strøg sagte paa Kjolerne.
Festforstyrreren stod der paa Verandaens Jerngulv i Form af en middelhøj Mand i Fodfolkets Kaptejnsuniform. Under en mandig Ørnenæse sprang en usædvanlig svær rødblond Knevelsbart frem. Det var ikke et smukt Ansigt; det havde ingen Øjenbryn, og de meget lyse Øjne havde
