297
— Har De det ellers godt, Pastor Brinckmann? De er bleven, svært mager, synes jeg.
— Er jeg? … Ja jeg er plaget med Hoste om Natten . . det gjør mig mest ondt, at jeg forstyrrer min stakkels Hustrus Søvn. Er hun ikke sød? . . Er hun ikke yndig . . hvad?
— Men De har ikke ondt i Brystet?
— Jo .. jo — h. Engang imellem. Men ellers er jeg saa glad. Og i Dag er jeg dobbelt glad, fordi De sagde de venlige Ord. Hør, véd De hvad, min gode Kaptejn? Enten vi er Digtere eller Kunstnere, Præster, Militære, eller hvad vi er, saa trænger vi til Anerkjendelse.
— Aa, ja — a, sagde Kaptejnen. Varmegraden sank endnu mere. Han begyndte at fortryde, at han i opblussende Enthusiasme havde formaaet Apothekeren til dette Besøg, men erindrede sig pludselig, at han havde en Trumf i Baghaanden, nemlig et helt Apparat til at drille Fruen. Mens han gik til Kapellanboligen med Brinckmann, lod han Apparatet spille som til Prøve. Han skulde fremdeles vise sig aldeles begejstret mod hendes Mand og tale hende over Hovedet. Det Underlige var, at han ikke anede, at den sidste Methode var saa forslidt. Han troede, hvergang han anvendte den, at det var noget helt Nyt, han fandt paa. Kun det frygtede han, at hans Udtalelser om Præsten vilde blive parodiske; men han stolede paa at servere
