293
— Jeg véd ikke, naar Brinckmann kommer hjem.
Kancelliraad Pramman var allerede inde i Forstuen; Fru Kamp havde Foden paa det øverste Trin af Stentrappen, Fanny paa det nederste; Kaptejnen havde holdt sig ubevægelig paa Vejen.
Han saâ kun flygtig op paa Fanny, mens hun betragtede ham ufravendt et halvt Minut med et næsten overgivent Blik. Hun havde energisk boret ned i sit Sind og tvunget Mod og Trods til at sprudle frem gjennem Øjet og i enkelte Ord. Skulde hun have ført sammenhængende Tale, vilde Straalen være knækket.
— Hvor bliver De af, Fa’r Krigsmand? raabte Apothekeren, mens han inde i den rummelige Entreé ved Pigens Hjælp arbejdede sin Rejsekavajs Ærmer af sig.
— Tak . . jeg har nogle Ærinder at besørge, lød Kaptejnens Røst med den alvorsfulde Embedsklang, hvori han altid udtalte et Afslag paa en Indbydelse eller noget Lignende.
— Er De besat, Mand? Hvilke Ærinder kan De have her i Landsbyen? — Kom med ind og lad os læske os efter Rejsen!
Men Kaptejn Frick var uden for Hørevidde, havde omgaaet Stuelængen, truffet en Pige og spurgt hende, hvor Pastor Brinckmann var gaaet hen ad. Han var gaaet ad Brøndslev til; den Vej der. Kaptejnen tog sit Kort op af Lommen,
