Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/301

Denne side er blevet korrekturlæst

291

med en kvidrende Fuglerøst, sprang igjennem Værelserne ud paa Vejen og saâ den gamle Apotheker arbejde sig baglængs ud ad Vogndøren. Saa fulgte Fru Kamp efter forlængs med sit ungdommelige velvillige Smil med Silkekaabens blaasorte Farve changerende i Solen … endelig en vældig Knevelsbart paa et blaseret, blegt Ansigt. Fanny havde største Møje med at dæmpe et Skrig, thi en Kuldegysning rislede igjennem hende; hun mærkede sine Knæ dirre. Hun styrtede sig vildt om sin Bedstefaders Hals, blev hængende, saa hun nær havde tynget den gamle Mand ned, hørte knap, at Fru Kamp ytrede, at det var sødt at se, mens hun saâ Kaptejn Fricks sorte Silkehat beskrive en Bue ud i Luften,

— Uh, puh . . Du tager Vejret fra mig, sødeste Fanny! stønnede Apothekeren.

— Er Pastor Brinckmann hjemme? spurgte Kaptejn Frick Tjenestepigen, som kom ud for at bære Rejsetøjet ind. Inden hun fik svaret, sagde Fanny højt og stærkt:

— Nej, han er ikke.

— Véd Du, søde Fanny, at Kaptejnen er aldeles indtaget i din Mands religiøse . . ja, han kalder det nu ideale Begejstring? sagde Fru Kamp.

Fanny svarede Intet, men trak ganske lidt paa Smilebaandet. Hun sagde, henvendt til Fru Kamp:

19*