290
Fru Fanny klemte sine foldede Hænder mod Brystet, efterat have kastet Swinburnes Bog haardt hen ad Havebænken … Nej, op til Renan! Han klappede dog Læseren, alt mens han lempelig listede Jorden bort under hans Fødder …. Nej, nej … han vilde ikke smage paa Noget nu. Fruen gad nu ikke have søde Sager og følte, at hun ikke kunde taale stærke.
Hun satte sig paa en Bænk, holdt Hænderne for sine Øjne. Det var, som en vældig Masse ramlede sammen om hende, tungt, som om Splinter af den fra et langt Fald oppe fra Stjernerne slog haardt mod hendes Isse og Skuldre. Hun vilde være Martyr, vente paa større og tungere Vragstumper, som kunde knuse hende. Men man bliver ikke Martyr, fordi man vil!
.… Pst! Pst! En Vogn rumlede! Skinnerne peb i Vejens Grus. Piskeknald og Stemmer! Hvem kunde det være, som kom kjørende ude paa Vejgaden?
Det var lette, korte Hovslag, ledsagede af Hjulkarmens Klirren paa den vendende Vogn.
Hun mærkede Duften fra det gamle Apothek fylde Luften omkring hende. Den berusede hende, bragte hende til at glemme Alt, hvad hun i lange Tider havde tænkt og lidt. Barndomshjemmets Minder kom kjørende i Triumftog i Kancelliraad Prammans Landauer. Som, mens hun endnu var en lille Pige, raabte hun «Bedste!»
