286
over det, at Slagterens Madame sagde, at mine Børn var meget mere utuskeagtige end hendes. Saadan noget Grisetøj, som render med Hælene ud af Strømperne og Tæerne ud af Tøflerne! Saa sad De vist alene, lille Frue, for der var ingen Lys, kunde jeg se, og jeg vidste, at Præsten var borte, og De sad og spillede paa Deres Klaver. Aa, det led rigtig saa pænt! Og saa gav jeg mig saamænd til at græde, og saadan blev jeg af med al min Arrigskab. Og saa ønskede jeg, at jeg bare var oplært til saadant noget Spilleri, for, naar man kunde klemme saadanne Toner ud, saa klemte man med det Samme alt det Onde og Gale ud, som er i En til sine Tider … Hille den! Nu sla’r den halv tolv paa Kirken. Jeg maa nok ind at passe Maden!
Fanny rakte hende sin Haand. Den blev borte i Bondekonens gulbrune, tørre, men kjønt formede store Haand. Da hun satte sig i Bevægelse, skreg Barnet; Moderen sang Verset om Katten, og nu opdagede Fanny kjønne og fyldige Alttoner i hendes Røst. Høj og kraftig skred hun over Haven, traadte tungt og sikkert; fra Nakken stod to Buske Haar sølvtindrende ud i Luften. Hun vuggede lidt i de kraftige Hofter, som Midiens Linier svang let over i; de stærke Skulderblade bævede under Kjolen. Fanny mindedes, hvad hun havde læst i sin Tid med
