285
Tingene i det Hele, naar man ikke er oplært til det. Men, naar man har, hvad der skal til i Huset, og Børnene er nogenlunde sunde og raske, og man hverken har Slagsmaal eller Spektakel i Huset … ja, Frue, saa tror jeg, det er Synd af Menneskene at forlange mere.
— De har aldrig . . saadan … aldrig . . ja . . De har ingen Ønsker.
Fanny havde nær sagt Længsler, men havde Smag nok til at finde Ordet latterligt i Situationen.
— Jo, men hvad kan det hjælpe? Ønsk i den ene Haand og spyt i den anden, og se, i hvad for en Haand du faar mest, er der jo et Ord, som siger.
— Ønsker De ikke den til Mand, som De har været forelsket i?
Fruen sagde disse Ord med det dumme, huldsalige Smil, som dannede Mennesker, uvante til at tale med Almuesfolk, saa ofte anvende for at vinde dem.
— Ham? Pyh! Ja, da jeg var en tosset Tøs paa en atten nitten Aar. Nu vilde jeg hverken eje eller have ham. Nu er han Værtshusmand i Skjelskjør, og Krokone, det er da det Sidste, jeg vilde være. Nej, men for Plasérs Skyld kan jeg gjerne fortælle Dem, hvad jeg ønskede forgangen Aften. Jeg kom fra Slagterens herovre og gik lige forbi Deres Vinduer paa Landevejen. Og jeg var myrderlig ærkerlig
