278
XII.
Trods den mildere Aarstid havde Fanny ikke synderlig søgt Kapellanboligens Have. Denne unge Plantning med tyndt og utæt Løvværk, holdningsløst svajende Stammer, Lysthuset, hvor Slyngplanterne ikke i nogen Maade evnede at dække de uhøvlede Fyrretremmer, hvad var det mod Barndomshavens svulmende Løv, saftige Plæner, brogede Flora? Hun vilde ikke længes til det gamle Apothek, vilde nødig tænke paa det, thi Tanken om det vakte altid et Nag i hendes Sjæl.
I Dag vilde hun ned i sin cgen Have. Vejret havde klaret op efter Middag. Regndraaberne hang højt, tungt og blinkende i den nystændte Sol; den ellers tørre Plæne drak tørstig Væden. Jo, Fanny vilde læse i Lysthuset i Husmurens Læ og Skygge; hun vilde læse videre i Swinburnes dejlige «Sangé før Solopgang», gjennemtænke og gjennemføle den Text, der faldt hendes ufuldkomne Kundskab til Engelsk saa svær. Hun havde begyndt at erfare Glæden ved at «studere», Fryden over Forstaaelsens pludselig og prægtig fremstraalende Lys, Lønnen for lang Vandring i Misforstaaelsens Mørke eller Halvforstaaelsens Dæmring.
Saa satte hun sig da i Lysthuset. Men hun blev lidt forulempet ved det skarpe Gjenskin af
