275
at De bespotter min Frelser! Men vor Vært, Jægermesteren … den Eneste, det Bæst Ulkebøl har Respekt for, det er jo det blaa Blod og den sorte o.s.v. . . Jægermester Levetzow lo himmelhøjt ad ham og sagde: Indlad Dem ikke paa Theologien, min gode Ulkebøl, hold De Dem til L’hombre og anden verdslig Logik. Da vi skulde kjøre hjem, sagde Ulkebøl til mig ude i Entreen: Vi tales engang ved for Alvor. Og saa lagde han sin Slagternæve paa min Skulder. Jeg svarede: Ja, ryst De mig kun! Jeg har ingen Perler ved Haanden, saa jeg riskerer ikke at tabe dem for Deres Fødder. De er jo bibelfast, Hr. Ulkebøl, De véd altsaa, at man ikke maa misbruge Perler. Han gloede paa mig som en dum Tyrekalv, brummede nogle Eder, steg paa sin Vogn og knaldede afsted …. Hr. Kancelliraad, skal vi tage ud og besøge Brinckmann i Dag?
— Hm — i Dag?
— Ja. Jeg har en Uret at gjøre god imod den Mand. Jeg antog ham for et ordinært Præstefrø, men han er jo en brillant Karl. Han er jo aldeles upopulær hos de Velstaaende i Sognet, faar ingen Tak af de Fattige, og dog giver han Alt bort, hvad han har.
Kancelliraad Pramman var fristet til at sige:
— Ja, det maa jeg s’gu bekjende. Men han modstod Fristelsen.
— Jeg tager derud i Dag. Jeg føler altid
18*
