265
kyssede han med Taarer i Øjnene Sengens Hovedgærde og kjærtegnede de smaa broncefarvede Silkesko, hun havde efterladt, som var det smaa Kattekillinger. I det Værelse rummedes hans Poesi, hans Religion. Dér blev Kancelliraad Pramman Romantiker.
Fru Kamps aarvaagne Øje havde kontroleret Kancelliraad Prammans hyppige Valfarter op paa første Sal og deres Maal. Hun kunde ikke gjøre sig Rede, hvorfor hun var vred eller skinsyg derover, men lige fra den Dag, hun opdagede dem, klagede hun over, at hendes Værelse var koldt, og paastod, at det eneste lune Værelse paa første Sal var Fannys forrige Værelse. Kancelliraad Pramman havde ladt, som om han ikke havde forstaact det, men nu, paa den stygge, kolde, fugtige Sommerdag, busede det ud af ham.
Strax efter at han havde væltet Vinglasset. opdagede han, hvor Fru Kamps Ansigt overskyedes netop samtidig med Himlens udenfor. Han vilde ikke se paa nogen af Delene, han var bange for, at hans gnavne Hidsighed skulde helt tage Magten fra ham. Der var intet Andet at gjøre for Værdighedens Opretholdelse end en alvorsmandig Sortie, og den foretog Kancelliraad Pramman, efterladende sin Kaffe til Køling og sin Husbestyrerinde til hendes Betragtninger.
Den gamle Apotheker havde mere at tænke paa, end han kunde bære. I mange Aar havde hans
