261
Tværhed bragt tilveje; alle Farver daanede hen, alle Glanslys sluktes.
Frokostbordet duftede godt nok. Trøflerne i Koteletternes Sauce tog fordringsfuldt Luven fra de andre Spisevarers Duft. Den gamle Kancelliraad var i den sidste Tid bleven mere og mere kræsen, mere og mere fordringsfuld, hvad Madens Kvalitet angaar, i tilsvarende Forhold til hans Appetits Aftagen. Aldrig nogensinde havde Fru Kamp maattet anvende saa mange Konserver af alle mulige Slags for at nøde solidere Ting ned i den gamle Husherre. Men hans Fortæring af Portvin om Formiddagen tiltog, og med nogen Ængstelse saâ Fru Kamp ham stundum tømme en fire fem Glas.
Siden Fanny var borte, havde han ingen anden Gjenstand for den bløde og kjælevorne Ømhed, som boede i ham, end sig selv. Med Fanny var Ungdom og Skjønhed, Duft og Farve forsvundne fra det gamle Apothek. Forstummede var de unge Pigestemmer, de, der om Sommeren kvidrede omkap med Fuglene gjennem Havens Tykninger. Om Vinteren stod de høje, sparsomt belyste Stuer med deres tykke, mørke Gardiner tomme og triste uden den brogede Forgrund af Kvindetoiletter, uden Klaverets opmuntrende Røst, uden Dansetrinenes dæmpede Lyd mod Brysselertæpperne — Elverpigernes lette Dans over Engbunden.
