259
stakkels Kapellan maatte overskraale den rasende Porthunds Gøen med sine Referater over de Døde, som den gamle Præst vilde indføre i Kirkebogen.
Pastor Sørensens gamle Røgter fôr ogsaa til Siden, naar han saâ Kapellanen og forskansede sig bag Kostaldens nederste Dørlem. Han var vel de 70 Aar og ligesaa bange for Koppesmitten som sin et Par Aar ældre Husbond. Han gjentog med saare faa Variationer følgende Betragtninger:
— Kap’lanen kan jo dog lige saa godt lade Folk dø af sig selv. Det er da en led Manér at lade dem gaa til Alters, mens de ligger i Sengen. Naar man gaar til Alters, skal man da ikke se ud som et Svin. Og det kan da aldrig være Kristendom at holde Altergang i en Husmandsstue, eller, hvad der er værre endnu, i en Inderstestue.
Saa gik han i sit lille Kammer bag Stalden, eftersaâ den gamle høje Hat, hans Husbond havde foræret ham, den, han kun brugte den ene Gang om Aaret, naar han gik til Alters. Han gned den sorterøde Lu paa den gamle Hat med sit uldne Nattrøjeærme og sagde:
— Det er mageløst, saa Menneskenes Begreber om Rel’ion er underlige og slet ikke er hos den Ene som hos den Anden. Jeg holder nu paa den gamle Pastor Sørensens Reli’on, saa-
17*
