Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/262

Denne side er blevet korrekturlæst

252

jeg overbevist om, at efter Døden skjænkes der dem en Mellemtilstand, og i den faar deres Tankedrømme Fald i den ene rigtige Retning. I Kraft af den Tro, kjære Fanny, er jeg med paa Nutidens Feltraab: Tolerance. Jeg takker Gud, fordi jeg er under Naaden, og beder til ham for alle, der søge ærlig. Visselig, de skulle finde.

— Saadan bar Du aldrig talt før, Brinckmann! Du har jo i dine Prædikener tidt gaaet løs paa, hvad Du kalder Tidens Aand.

— Har jeg? Naar da, Fanny? hvad var det for en Text, jeg prædikede over?

— Det var om Tegnene i Sol og Maane. Du sagde, at de vilde være til Forfærdelse for alle dem, som ikke til den Tid troede.

— Hm . . hm . . hm! Ja—a . . Hør Fanny … Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare Dig det . . men jeg er et underligt Menneske. Naar jeg studerede Texten igjennem til min Prædiken, saa dreves jeg af Textens Ord … eller snarere … dens Stemning … dens Tonart . . til at sige Noget, som jeg ikke kjender igjen, naar jeg enten læser det, eller naar Nogen gjør mig opmærksom paa det. Og nu i dette Øjeblik var det, Du sagde, mig ligesom saadan en Text … en . . ja … en Stemmegassel . . som tvang mig til at tænke i den Tonart . . Ja, men jeg har Ret. Uden Tolerance vilde Live