250
— Hvad er det? sagde Fanny og saâ koldt forskende paa ham.
— Hvad det er, kjæreste Ven! . . Ja, . . det er . . det er … det er det Umiddelbare . . det . .
— Naa, Tak!
— Fanny! Gjør Du Nar ad mig, Du søde lille Skjælm? … Ja, men alvorlig talt, tror Du ikke? . .
— Paa hvad?
Hendes Øjne blev lyse og kolde. Brinckmann slog sine ned og sagde i en Tonart, der laa noget dybere end hans daglige Stemmeregister.
— Paa Kristendommen . . naturligvis.
— Jo, naturligvis tror jeg paa den.
— Et uartikuleret Jubeludbrud undslap Brinckmann. Det eggede Fanny videre. Hun sagde:
— Jeg tror ogsaa paa den græske, paa den nordiske Religion, paa alle de Religioner, jeg kjender.
— Aa, det er din Spøg.
— Nej, ikke saa ganske. Jeg er ikke opdraget til at tænke. Jeg har f. Ex. jo aldrig lært Mathematik.
— Nej, Gud ske Lov! sagde Brinckmann og lo højt.
— Men jeg har Sans for Billeder . . for Symboler.
