Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/250

Denne side er blevet korrekturlæst

240

hed, omtrent som om Proprietæren talte til sin gamle, betroede Avlskarl:

— Hør De, Randlev (han pegede op mod Præstegaarden) er den gamle Søren helt blød paa Pæren?

Nu var Turen til Skolelæreren at blive fornem. Han gjennemførte det ved at se dum ud, som om han ikke forstod, hvem Proprietær Ulkebøl mente. Nu støttede han Albuerne paa Fadingen og sagde:

— Jeg ved ikke rigtig … hvem er blød paa hvad, Hr. Proprietær?

— Ha, ha, ha! De er den syvende Mikkel, som har præsenteret sig for mig i de sidste otte Dage, men de to der (han pegede paa et stort Geværlæderhylster ved sin Side) forslaar nok ikke til at faa Blus paa Haarene i Deres Pels … Men et Spøg, et Andet Alvor … har den gamle Præst slet ingen Tænkekraft mere?

— Pastor Sørensen … jo! Hans Aandsevner er fuldstændig normale.

— Saa? Ja løbsk har de s’gu aldrig løbet. Men kan han ikke tøjre den Sprutbakkelse af Kapellan om Benet, ligesom man gjør ved en gal Gase? Jeg mener ham, som løber der.

Proprietæren pegede ud i Landskabet mod et sig raskt bevægende sort Noget, der løb gjennem det Graa og det Hvide som en Edderkop gjennem en Kæmpespindelvæv.