15
givet mig Midler til at trodse hele Verden og Fanden og hans Oldemoder!
Han nikkede op mod Kastanietræernes tætte Kroner uden for Vinduerne. Han syntes, de nikkede igjen. Ja, der var en indre, en dyb Sammenhæng mellem Alt i det gamle Apothek. Det var en Verden for sig.
Da Fanny var mellem tolv og tretten Aar, sagde Fru Kamp en Dag til Apothekeren:
— Pramman … hvad bliver det til …? Jeg mener med Fannys Uddannelse. Skal hun til Kjøbenhavn i et Institut af første Rang?
Apothekeren blev misfornøjet, ja, han følte egenthg en Slags Forbitrelse koge i sig. Han havde tænkt paa, at det ikke længer kunde gaa, som det gik, i Morgentimerne, naar han var Alvorsmand; men Dagens stigende Sol og hans dermed stigende lette Humør havde stadig bragt ham til at opsætte at tage en Bestemmelse. Nu maatte, nu vilde han tage den. Thi Fru Kamp maatte paa ingen Maade komme ham i Forkjøbet. Han, Kancelliraad Pramman, var Herre i sit Hus og Familiens Chef. Som alle irresolute Mennesker samlede han brat sin Energi i Hidsighed og sagde: Imorgen tager jeg til V— (Latinskolebyen) — aftaler et Kursus med … fire … nej lad os hellere sige fem Adjunkter — og saa fra næste Maaneds Begyndelse tager Fanny hver Dag til V— med Morgentoget, læser tre Timer … saa
