238
bag ved sig, vendte sig om, saâ en Jagtvogn med Kusken paa Forsædet og paa Bagsædet en Herre, henslængt i sin Pels med den brusende graagule Krave op om Ørene, med en dampende Cigar i Munden og en grøn blød Hat paa Hovedet. Han fyldte Sædet med bred Myndighedsfølelse af, at Kjøretøjet var hans og ingen Andens Ejendom. Det var ogsaa Sognets største Lodsejer, Proprietær Ulkebøl, Ejer af en Gaard paa 200 Tønder Land, kjøbt fra et Domænegods til Arvefæste af hans Fader i Slutningen af Trediverne for 7000 Rigsdaler, nu mindst 150,000 Kroner værd.
— Holdt, Jens! lød Proprietærens Stemme ud til Kusken, dernæst hen over Vejen: Halløj … De … der … Randlev! Jeg vil tale et Par Ord med Dem. … Naa da, Jens, er det en Maade at rykke i Tøjet! Du ved jo, hvor blød den Nærmer er i Mulen. For Fa’en … skal jeg selv tage Tøjlerne? Er Du vant til at kjøre med Køer? Hej … De der … Randlev … kom lidt herhen!
Skolelæreren var ikke ganske fri for at ærgre sig over denne kommanderende Tone. Men Ulkebøl var ikke alene den, han var, i Følge sin Besiddelse og sit Korpus, han var tillige en korrekt Kirkegænger og den mest «offer»beredvillige Mand i Pastoratet. Randlev gik da hen til Vognen. Proprietæren vinkede ad ham med et saadant
