Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/247

Denne side er blevet korrekturlæst

237

Randlev … Kan man kalde Sligt kristelig Visdom?

— Nej, svarede Skolelæreren og lagde den ene Haand ovenpaa den anden med samme Sikkerhed og Appel, som naar han sluttede Bønnen i Korsdøren med sit Amen.

— Nej, nej, nej, vedblev Pastor Sørensen. Det kan man sandelig ikke … sandelig ikke … ne—j.

Randlev vidste af lang Erfaring, at, naar den gamle Præst begyndte distræt: at gjentage sine Ord og hale dem længere og længere ud, var det hans Mening, at Avdiensen var endt. Randlev gik. Mens han skraaede over Gaarden, smaalo han og mumlede:

— Theologien vil den Gamle s’gu ikke bide paa med Kapellanen. Hi, hi, hi! Det er et Par grinagtige Snegle begge to. Jeg kunde have Lyst til at lure bag en Dør, naar de to fortolkede Texterne omkap. Hi, hi, hi!

Da Skolelærer Randlev var kommen ud paa Landsbyens Vejgade, saâ han ud over det vidtstrakte med et tyndt Snelag overdryssede Landskab, gulnende i de nærmere, blaanende i de fjernere Marker, helt stribet af Grøfternes sorte Furer. Langt borte hen ad Gredsted til saâ han endnu Kapellanen Brinckmanns hurtig glidende Silhouette bevæge sig gjennem den graa Frostluft.

Randlev hørte Vognrummel og Piskesmæld