233
en psykologisk Erfaring, jeg har gjort,» sagde han engang til Skolelæreren, en Mand mellem halvtreds og tres, hoflig, tavs og beskeden. «Har De ikke ogsaa gjort den, Randlev?» «Nej, aldrig,» svarede Skolelæreren, «men Hr. Pastoren har Ret.» Den brave Præst anede ikke Degnens indvendige klukkende Latter, anede ikke, at han trofast berettede Pastor Sørensen den unge Kapellans løjerlige «Futten omkring», og at baade Sognepræsten og Degnen smilende trak paa Skuldrene.
Pastor Sørensen satte en Del Pris paa Skolelærer Randlev, dels fordi han var en Modstander af alle grundtvigianske pædagogiske Theorier og paastod, at de Unger skulde lære deres Lektie fra Ord til andet og have Hug, hvis de ikke kunde den, dels fordi han med samme kontormæssige Nøjagtighed og en næsten ligesaa sirlig Haandskrift som Pastor Sørensen selv holdt sine Skriverier i Orden. Der var kommet en vis gemytlig Tone mellem den gamle Pastor Sørensen og Degnen Randlev, men den Første sad dog lunt paa Post til Værn for sin Værdighed, og den Sidste havde det bestemt paa Færten, hvor langt han kunde gaa uden at blive vist tilbage.
En Morgen bragte Skolelæreren Præsten Listen over det næste Hold Konfirmander, som Kapellanen skulde konfirmere til Foraaret. Skolelæreren spurgte:
