230
Fra dem løsrev der sig hvert Øjeblik flossede Fnug, som muntert svømmede ud i den blinkende Lysstrøm og opløste flød hen i den.
Det store flade Landskab laa nu klart for, med hvide Huse, med rankt opstruttende Trægrupper, med Firkanter af den lave blaagrønne Vintersæd, med kjørende Vogne spredte paa alle Veje — de løftede sig saa kjønt op med Omrids saa skarpe som udskaarne Silhouetter. Levende og dog lydløse bevægede de sig, idealiserede af Lyset og Afstanden. De hvide Kirketaarne, aa, de hvide Kirketaarne! Sofus Brinckmann kunde tælle en syv, otte Stykker fra sit Vindue. Hans Takkeben bredte sig fra det Individuelle til det Almene. Den blev til Jubel over, at han levede i et kristeligt Land.
Ja, her var Noget at virke. Han lovede Gud og sig selv, at han skulde virke med Begejstring, prædike Ordet, besøge Syge, Enker og Faderløse.
Han løb over til Skolelæreren og fik en Liste opskrevet paa en Del af den Slags Existenser i Sognet.
Da han kom hjem, lyttede han ved Sovekammerdøren. Intet hørtes. Han velsignede sin Fannys søde Søvn, mens de fjerne Kirkeklokkers Klang sagte spillede om hans Øren.
