224
ledes langsomt hjemad, end da han før løb til Præstegaarden. Han havde Fornemmelsen af, at han stødte mod Noget ved hvert Skridt, en kold Stenmur, hvorimod al Begejstring prellede af, at han kun kunde komme frem ad lange Omveje, bestandig omgaaende disse sig evig rejsende Mure.
Pastor Sørensen satte sig igjen til med sirlig, stor gammeldags Haandskrift at prente et Embedsbrev. For sin Kundskab til hele den Præsteembedet vedrørende Lovgivning, for sin korrekte Kancellistil i Embedsbreve, for sin Administration af Fattigvæsenet og Sogneforstanderskabsanliggender i sin Tid stod han i stort Ry. Og, lige som han i den forrige Kapellans Tid havde bevaret, hvad der var blevet tilbage af disse Forretninger, som sin Øjesten, besluttede han nu heller aldrig at indvie den nye Kapellan i disse Hemmeligheder.
— Hm, sagde han, da han standsede sin langsomme Skrivningsakt for at pudse sine Gammelmandsbriller, … hm. … naa, det er en af disse nymodens, exalterede Fyre. Det er da Fritænkeriet, som har strammet dem op til deres Daarskab. Ja … det var Provstens Skyld, at jeg ikke fik Frits. Hm. … Hm! Men aldrig skal Hr. Brinckmann faa Lov til at fylde en Rubrik i Ministerialbogen. Ja, naar han vil holde sig paa sit eget … hm. … saa for mig gjerne. … Hm! Gaaseleverpostej til Jens Knudsen! He … Ja, ja …!
Den gamle Præst prentede paa ny sin sirlige
