223
lige over for ham, lagde sine Hænder paa hans Skuldre og sagde:
— Unge Ven! Hvis De sendte Jens Knudsen blot én af de Sager, og han smagte paa den, saa vilde han spytte den ud igjen, og, sendte De ham hele Opdækningen, saa vilde han, saa snart hans Tunge havde rørt ved hver Ret, forære Husmanden Mads Nielsen det Hele til Tak for Søbekaalen, og Mads Nielsen vilde lige øjeblikkelig slaa det Hele i sit Svinetrug og delikatere sin Gris med det. Ja, jeg taler Alvor. Kan De huske, hvad Apostelen Paulus siger om Mælk og fast Føde?
Brinckman følte sig noget flov og halv overvunden af Sognepræstens praktiske Prosa og citerede saa hurtig, som om Græsk havde været hans Modersmaal:
— Γάλα ὑμᾶς ᾿επότισα, ὸυ βρῶμα· οὔπω γὰρ ᾿εδόνασθε.
— Ja, ja vel! ja vel. 1ste Korinthier 3, 2, afbrød Pastor Sørensen. Hans Kapitelfasthed, mente han, kunde vel undskylde, at han havde glemt Græsk indtil Bogstaverne. Han vilde dog ikke give sig helt i klassisk Lærdom, lagde sig endnu, tungere paa Brinckmanns Skuldre og sagde:
— Fiat applicatio! kjære Ven. Synes De endnu jeg skal lægge ud med Heste og Vogn i dette Herrens Vejr?
Brinckmann gik sukkende ud. Det gik ander-
