219
fra Pibespidsen ud i Stuens allerede tætte Tobaksatmosfære ret som en fremrullende randflosset Sky paa en i Forvejen tæt Graahimmel.
Ordene faldt over hverandre med aandeløs Hast i Kapellanens Beretning om hans Sygebesøg. Taarerne randt ned ad hans røde Kinder som et stadigt Akkompagnement til Talen.
Den gamle Præst nikkede af og til langsomt og bifaldende, hans milde Øjne smilede opmuntrende som en venlig Lærers til en flink Discipel, der ramser sin Lektie op med Bogens Ord uden at stoppe paa et eneste Sted. Da Kapellanen var færdig med Fortællingen og pavserede lidt for at drage Vejret og tørre sine Øjne, sagde Pastor Sørensen:
— Vil De stoppe Dem en Pibe Tobak … Piberne hænger der.
— Han pegede med Pibespidsen hen paa det tætbesatte Pibebræt over det lille Bord med den vældige Mahognitobakskasse.
— Tak, jeg ryger ikke.
— Saa — aa — aa? sagde Pastor Sørensen, Tonen fortsatte sig langt inde i Pastor Brinckmanns følgende Replik:
— Men den skrækkelige Nød, Pastor Sørensen, den fattige Stue, maaske Sult midt i Dødens Jammer … uh, min Hustru er gjennemrystet efter Synet af dette kolde Rum, fuldt af forpestet Luft.
