217
byrdes. Provsten vilde have en Søstersøn udnævnt til Posten, Pastor Sørensen en Brodersøn. Begge Kandidater vare Haud-illaudabilister, og deres respektive Beskyttere havde sat alle Jern ud for at paavirke Kultusministeriet. Departementschefen virkede for Provstens, Kontorchefen for Pastor Sørensens Klient, men paa dette Tidspunkt var der en Minister, som havde Lyst til at regere selv. Maaske var det blot for at drille disse to Herrer, at han havde valgt Sofus Brinckmann. Han var ganske vist en Del yngre end de to saa stærkt støttede Ansøgere, men han var Laudabilist, saa Ministeren kunde uden Skin af uretfærdig Forbigaaelse gaa uden om sine to Underordnedes Indstilling.
Brinckmann løb gjennem Gangen og et Par Værelse lige ind til gamle Pastor Sørensens «Studerekammer».
En lav Stue, ophedet som en Bagerovn. Paa de utætte Dørfyldinger skinnede Lysstriber allevegne. I de gamle Reoler stod uindbundne Bøger og faldt mod hverandre i slap Selvopgivelse. Dobbelte Vinduer og et Basttæppe paa Gulvet. Tæppet forlængede sig op under samme Vinduer ud mod Haven, lunede for Blæsten derude fra. Den rev i de gamle, nøgne Frugttræer. Grenene bleve tvungne til en for de gamle Stakler unaturlig Gymnastik. De maatte vride sig, saa det knagede i alle Ledemod. Tørre
