Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/226

Denne side er blevet korrekturlæst

216

kjedet hende, det Sidste havde egget hendes Nysgjerrighed og interesseret hende, fordi hun interesserede sig for Prædikanten. Nu, da hendes Sind var oprevet, da hendes lystige Trods ikke blev egget op til Liv af noget som helst forarget eller beundrende Publikum, hverken af Fru Kamp eller af et Par unge Veninder, nu tyngede de tusinde Atmosfærers Tryk af mange Slægters Traditioner hende ned, saa hendes Knæ slappedes og hendes Nakke bøjedes.




XVII.

— Ér det en Manér for en Præst at rende saadan i Svinegalop over Gaarden ligesom en taab’lig Dreng?

Saa mumlede Sognepræstens, Pastor Sørensens gamle Røgter nede i Døren til Kostalden, da han saâ Sofus Brinckmann løbe gjennem den gamle Præstegaard, mens Bindchunden paa Indkjørselsportens højre Side gjøede, som om den var rasende, sprang lodret i Vejret opad Hundehuset med en lang Trævl af hvid Fraade drivende ned fra hver af de laskede Mundvige.

Provsten var taget bort. Baade han og Sognepræsten vare misfornøjede med Brinckmanns Udnævnelse og misfornøjede med hinanden ind-