214
sidder, stillede sig op foran hende. Et Bjerg, foran hvilket selv Oxerne maatte standse!
«Dort stehen die Ochsen am Berge», havde Kaptejn Frick saa tidt sagt, og Fanny og hendes unge Veninder havde lét.
Den Kaptejn var hendes Livs Forbandelse. Var hun ikke kommen til at hade ham, vilde hun aldrig være kommen til at elske Sofus Brinckmann!
Elskede hun ham? . . Nej. Jo. Tænk, hvor god, hvor opofrende, hvor begejstret han var! Hvor havde han ikke lige efter sin begejstrede Præken villig udsat sig selv og hende, hende, som han elskede højest, for Dødsfare!
Dødsfare! Uh, Kopper! Den væmmeligste af alle væmmelige Sygdomme, en Sygdom, der kunde gjøre den Skjønneste til en Karikatur! Hun mindedes Vismanns koparrede Moder. Alle Hullerne i hendes Ansigt befordrede hendes «Malproperhed». Uh! . . Skulde hun, Fanny Pramm … nej uh … Brinckmann faa den Sygdom?
Tanken derom gjorde hende saa ræd, at hun løb ind i sit Sovekammer. Hun var jo vant til hjemme fra, naar Noget gik hende imod, at at ty op paa første Sal i det gamle Apothek, banke paa de solide, halvtredje hundrede Aar gamle Mure høre den dumpe Klang, som beroligede hende. Disse solide Mure maatte kunne stænge al Verdens Sorg ude.
