212
hans nye Embedsstilling? Nej, . . han kunde det ikke, Fanny var for sød — — og desuden …
Han stillede sig et Øjeblik hen i Vinduet og saâ adspredt paa Regnen, som i skraa brudte Linier fejede hen ad Vejen, løb derpaa hen til sin Hustru, favnede hende og sagde:
— Du har Ret, Du har Ret! Jeg er egenkjærlig, hænger ved det Jordiske, mærker jeg. Det har jeg aldrig vidst før! Tak, Fanny … Alt det skal sendes til de fattige Folk . . men nu er Manden kjørt for længe siden … Men bi . . bi! Sognepræsten maa lade en Karl kjøre hen med det. Han skal! Du skal sé, jeg kan tvinge ham. Han skal!
Han gik ud og kom strax efter ind med Hat og Overfrakke, greb sin Hustrus Hænder og sagde:
— Er Du nu fornøjet med mig, Fanny?
Hun maatte sige Ja. Hun følte, at hun burde det. Dog var hun egentlig ikke fornøjet med ham. Han tog Alt saa glad, saa let. Var hun ikke vant til at gjøre det Samme hjemme fra? Var det maaske derfor, at hun ikke kunde lide, at han tog det saadan?
Hun gik ind i Dagligstuen. Der var koldt. De landlige Tjenestefolk var ikke vante til, at der var Varme i hele Huset, saaledes som Fanny var vant til det hjemme paa Apotheket. Det havde de forrige Kapellanfolk ikke havt Raad til.
