211
Lov til at leve saadan! Det er skammeligt! . . Hvor er Manden? . . Lad ham faa alt det, der staar dèr.
Med et Udtryk af Væmmelse slog hun ad Spise- og Drikkevarerne paa Bordet.
— Hvem, Kjære? Hvad? Manden? Hvilken Elendighed? Hvad taler Du om?
— Herre Gud! Saâ Du ikke den Stue? Ikke et Sted at sidde! Vinden blæste gjennem Væggene. Nøgent og rædsomt var Alt. Stank, Kulde . . og
— Nej, nej, kjæreste Fanny! Oprigtig talt: jeg lagde ikke Mærke til alt dette. Jeg huskede vaa det ene Fornødne.
— Og Du husker paa det Samme endnu? sagde hun med en bitter Trækning med Læberne og slog atter med Haanden i Retning af det dækkede Bord.
— Men, Fanny! Mennesket lever ikke af Brød alene, men af hvert Ord, som . .
— Ja, det kjender jeg. Men kan Du leve uden Brød? Du smurte jo nylig Gaaseleverpostej paa Franskbrød.
Hun kom til at le, men krampagtig. Saa krøb hun sammen igjen af Rædsel. Hun syntes, at det ikke var hendes egen, men Kaptejn Fricks Røst, der havde sagt det sidste Ord.
Brinckmann vendte sig fra hende. Skulde han svare med den afvisende Alvor, passende for
14*
