210
Aa, jeg er slet opdraget, har manglet kvindelig Omgang; men, er jeg end uridderlig i min Færd, jeg er det ikke i mit Sind. Kom!
Han sled i Ærmerne paa Pelskaaben, saa den knagede i Sømmene, pillede ubehjælpsomt ved Hattesløjfen, inden han fik den løst, sled hendes Handsker af og kyssede hendes Hænder. Hun lod ham gjøre, hvad han vilde. Da hun sad der i den sorte Silkekjole med den Silkefløjels perle- og kniplingsbesatte Trøje, følte han en inderlig Lyst til at lægge sig paa Knæ og støtte sit Hoved til det høje, faste Bryst. Men han besindede sig i et Sekund, ilte ud og et Øjeblik efter var han tilbage i graa Frakke. Kun det hvide Halstørklæde mindede om hans nysoverstaaede Gjerning.
Han turde ikke nærme sig Fanny, saa stiv og kold saâ hun ud. Han vidste ikke, hvad han skulde gjøre. I sin Befippethed satte han sig til at spise igjen, drak et Par Glas Vin, afbrydende sin Idræt ved af og til at sige:
— Men stakkels, søde Ven! Hvad fejler Dig?
Hun blev ved at sidde som et Barn, hvis Mæle en stor Forfærdelse har lamslaaet; og han had og lokkede, smilende og hulkende.
Langt om længe, plaget til at tvinge Ordene frem, sagde Fanny.
— Den skrækkelige Elendighed! At de faar
