209
Uden synderlig Varme tog Indsidderen Afsked med Præsten — Fruen hilste han knap paa — da Vognen holdt uden for Kapellanboligens Gitterlaage.
De før saa udmærket opvarmede Stuer vare halvkolde. Det af Kancelliraad Pramman og Fru Kamp forladte Maaltid stod paa Bordet. De to Tallerkener med Madlevninger og de to Glas med Vindito gjorde Bordet uhyggeligt, uskjønt. Kapellanen satte sig strax til Bords, nikkede til sin Hustru og sagde:
— En Arbejder er sin Føde værd …. Men søde Barn! Hvorfor tager Du ikke Tøjet af? . . Du maa trænge til Noget.
Fanny havde sat sig med alt Rejsetøjet paa og havde valgt en Stol i en Krog. Hun dirrede og rystede. Brinckmann smed sin Gaffel, sprang op fra sin Stol, ilede hen til hende og tog begge hendes Hænder. Han udbrød:
— Kjære, kjære Fanny! Er Du bange for Koppesmitten? Kom, lad mig kysse Frygten bort fra dine Læber og faa dem til igjen at blomstre som Roser!
Hun skød ham sagte fra sig og rystede paa Hovedet. Hun saâ hen for sig med stille, tankefulde Øjne.
— Aa, jeg er en saadan upraktisk Klodrian. Jeg burde strax have taget Præstekjolen af og … nej, jeg burde først have hjulpet Dig Tøjet af.
S. Schandorph: Det gamle Apothek.
14
