207
Indsidderen foldede Hænderne og sagde: Amen.
Præsten vendte sig imod ham med taarefyldte Øjne og rakte ham sin Haand. Indsidderen tog mod den med et mat, frygtsomt Tag. Præsten saâ paa ham, som ventede han Tak, men Indsidderen mumlede:
— Ja, jeg véd ikke, hvad jeg er Præsten skyldig.
— Ingen Ting, kjære Mand! raabte Brinckmann højt og slog med Haanden.
— Ja, saa siger jeg mange Tak, sagde Indsidderen, greb Præstens Haand og vilde kysse den. Præsten afværgede det og lagde Haanden paa hans Hoved med et: Gud velsigne Dem!
Han tog sin Hustru om Livet og mere slæbte end fulgte hende ud af Stuen.
Indsidderen mumlede for sig selv, da de vare ude, følgende Fanny med Øjnene:
— Det er fælt, saa Fruentimmer nu til Dags skal med ind i saadanne Dele, som ikke rager dem.
Det var en haard Tur for de Tre, der kjørte fra Indsidderhuset paa den aabne Mark til den nye, lune Kapellanbolig. Den blygraa Himmel sendte alt ondt imod dem. Stormen fôr som en løbsk Hest over Markerne. Fra dens Mule piskede først Hagl, saa Snesjap, saa Regn ind i deres Ansigter. Indsidderen bandede stadig i sit stille
