206
anden Melodi af en hel anden Psalme, som han havde lært, da han gik til Konfirmation:
Din Vælde uindskrænket er,
Alt, hvad Du byder, sé, det sker;
Vel os for saadan Herre!
O Jesu …
Da holdt han op, opdagede, at han var ene om at synge, og, som han vilde have stoppet op i Kirken, naar han mærkede, at Degnen holdt op, stoppede han op nu, græd og tørrede Øjnene i sit Frakkeærme.
Efter Psalmesangen nærmede Pastor Brinckmann først Hostien, derpaa Messingkalken til den syge Kones Læber. Hvad der var foregaaet i hendes Sind, besløret som det var, kunde Ingen vide. Muligvis dirrede der inden i hende Efterklang af Erindringer fra Kirkebesøg, de eneste Stunder, hvori hun og hendes Lige søge Læskelse i det haarde Arbejdes lange Ørkenvandring. Muligvis vaktes disse Erindringer ved Præstekraven og ved de rituelle Ord, dem, hun aldrig havde forstaaet, men som højtidsfuldt havde løftet hende gjennem gamle Verbalformer som «haver» og «vorde» og gjennem de traditionelle latinske Kasusformer som «Christi», «Christum» og «Christo».
Nok er det; hun fik Taarer i de vilde Øjne, mens hun sugede en Draabe op fra Kalkens Rand og mumlede: «Jæsum». Det kom op som en enlig Boble paa et mørkt dødt Vand.
