204
Forbud. Et Par Øjne lyste feberagtig ud imod Præsten.
— Kjender De mig? spurgte Brinckmann.
Hun mumlede noget uhørligt Noget, men Øjnenes fraværende Blik svarede, at hun Intet forstod, og at de mumlede Ord var et mekanisk Modslag af Præstens Spørgsmaal som et Ekko af et Raab.
Da Brinckmanns Øjne vare blevne mere vænnede til Sengerummets Dæmring, saâ han, at der ved Siden af den Syge stod en rygende Lerskaal. Just da kom Manden ind.
— Hvad er det? spurgte han. Tag det bort!
— Naa, ded? sagde Manden. Ja, det er en Smule Grønkaal, som Husmanden derovre har sendt vor Mo’er.
— Men har Doktoren ikke forbudt …?
— Jo, det forstaar sig. Men, da hun skal til at dø alligevel, saa kan hun jo ligesaa godt tage den Fornøjelse med.
— Men frisk Luft skal her til. Luk et Vindue op!
— Nej, det kan da aldrig være godt for et sygt Menneske, Hr. Pastor, at faa Kuld’ ind i Stuen.
Mekanisk lukkede Fanny et Vindue op. Indsidderen bandt det uldne Tørklæde fra Kjørselen om Halsen og skottede angest hen til Vinduet og Regnen.
