203
lerne, binde Tømmen fast og give Pisken en fast Stilling.
Den graa Dags glansløse og usympathetiske Lys blottede prosaisk Stuens skrækkelige Nøgenhed. Bindingsværkets Skelet stak frem indvendig som udvendig, ikke saa meget som et lille Spejl prydede Væggene. Alt var koldt, haardt og plumpt lige fra det umalede Bjælkeloft til det smudsige gule Murstensgulv. Af Møbler et hlle, umalet Fyrrebord og to Stole. Kun en gammel Dobbeltseng, aabenbart kjøbt paa en Auktion, fyldte næsten en hel Væg.
En kvælende, forfærdelig Stank slog den unge Præst og hans Hustru imøde. Det sortnede for Fannys Øjne. Det mørknede paa éngang i Rummet. En tyk Sky sendte en piskende Stormregn ind mod Ruderne. Det blev mørkere og mørkere, inden Brinckmann, hvem Stuens rædselsfulde Luft i et Øjeblik havde truet med at gjøre bevidstløs, fik fattet sig. Indsidderen tøvede endnu derude, dennegang for at klappe sin Bindehund. Brinckmann gik hen og slog Sengens gamle tærnede Bomuldsomhæng til Side. Stanken blev endnu værre. Fanny var sunket om paa den ene af Træstolene.
Et skrækkelig tilredt Stykke Ansigt stak frem af et sort uldent Tørklæde, som Konen haardnakket havde beholdt om Hovedet trods Lægens
