201
Vind, som af Hjertens Lyst boltrede sig over de endeløse flade Marker, saa Pile og Popler langs Vejen eller ved Boligerne peb i Toppene og knagede i Stammerne. Hun var efter den store Kraftanstrængelse faldet hen i sløv Hengivelse.
— Du . . Fanny! Foler Du ikke i en saadan Stund, hvad Tro vil sige? Af den fødes alt Mod, al Begejstring. Aa, Fanny! Jeg er saa glad. Og jeg er saa modig. Ikke Spor af Frygt er der i mig. Ikke tror jeg, at jeg har nogen Fortjeneste af den Gjerning, vi nu skal dele, som om jeg kunde kræve Løn derfor. Men netop derfor, netop fordi jeg føler mig som en unyttig Tjener, netop, derfor véd jeg, at Gud vil lønne mig og spare Dig og mig for Smitte.
Fanny var for trøt til at kunne kritisere denne ejendommelige theologiske Logik, men det var dog, som om Kapellanens Exaltation meddelte hende en Art Straalevarme. Hun drog sig ikke tilbage, da han slog Armen om hende, og, om hun end ikke gjengjældte den Begejstringens Varme, han kjærtegnede hende med, lod hun dog sit Hoved hvile paa hans Skulder. Derved undgik hun ogsaa at forulæmpes af Indsidderens Tøjler.
Pastor Brinckmann talte hele Vejen uden andre Afbrydelser end Kjætegnene.
Det gav et Stød, Vognen knagede, som skulde den sprænges i alle Fuger, da Indsidderen
