199
— Ja … der er da ingen Grund til, at vi bliver her og bringer Koppesmitten med hjem. Vi skal vel kjøre nu?
Kancelliraaden nikkede. Fru Kamp gik for at give Ordre til at spænde for. Den gamle Mand lod sit Hoved falde ned påa sine Hænder, hulkede og sagde:
— Og min Fannys fine Ansigt skal skamskjændes af Kopar! Og det for saadan en … Fladfisks Skyld. Uh—uh—uh!
I magtesløs Harme fôr han op, saâ ud af Vinduet, opdagede det hvide Kirketaarn, knyttede sin Haand ud imod det og sagde:
— Det er Dig, det er Dig … uh! … din lange Rækel!
— Men, Pramman! … Du er en ældre Mand, sagde Fru Kamp og klappede ham paa Ryggen, ikke uden Sympathi for hans Skuffelse og Smerte, men angest for Blasfemien. Det lykkedes hende at meddele den gamle Apotheker noget af sin Frygt. Han følte, at han var gaaet for vidt og muligvis havde gjort et Tilløb til at mane Aander frem, han ikke kunde magte. Han sad stille og resigneret under hele Hjemturen, blundede af og til lidt, smaagnavede over de daarlige Veje, over sin Kusk, som ikke kjørte ham tilpas, osv.
Da han og hans Ledsagerske steg ned i den
